• To soldater delte deres lønsedler. Nu åbner regeringsparti for at forhandle løn

    Source: BDK Borsnyt / 27 Mar 2024 01:21:02   America/New_York

    Godmorgen! Danmark vil have flere soldater, men dem vi har, kan ikke få livet til at løbe rundt med de alt for små lønsedler. Det får Moderaterne til at åbne for et politisk lønhop. Men først dagens andre vigtige overskrifter. Tophistorier Indbyggerne i 40 procent af Gentoftes boliger er plaget af støj. Nu vil borgerne have taget hånd om problemet. Mærsk er midtpunkt for et voldsomt brokollaps i USA. Aktiekursen er allerede faldet. Og konsekvenserne kan blive store. Spidskandidat til sommerens EP-valg Henrik Dahl (LA) frygter, at Europa kan ende som »den syge mand«. Og han vil kæmpe mod skøre regler fra Bruxelles. En professor har fundet en helt særlig diæt, der kan give dig et længere og sundere liv. Og du behøver ikke sulte. Dagens vigtige: Moderaterne åbner for lønhop De to professionelle soldater fra hver sin generation Allan Retoft og Cecilie Uhrskov deler i dag deres lønsedler i Berlingske. Begge er de nået frem til den konklusion, at lønnen som soldat i Danmark er alt for lav til, at det kan lade sig gøre at leve et liv med børn, bil og mulighed for fremgang i livet. Blandt andet måtte Allan Retoft i en periode have et job ved siden af sin fuldtidsansættelse i Forsvaret for at få det hele til at løbe rundt. Flere af Folketingets forsvarsordførere siger, at noget skal ske, hvis Forsvaret skal lykkes med at fastholde soldater – og i øvrigt udbygge hærens 1. brigade, som skal nå 6.000 professionelle soldater, der skal kunne udsendes. »Der er et eller andet galt,« lyder det fra Moderaternes forsvarsordfører, Peter Have, til Berlingske. Og han afviser ikke, at regeringspartiet vil være klar til at skride til politisk handling for at sikre mere i løn, på trods af at han egentlig mener, at den slags bør være op til overenskomstforhandlinger og ikke politikerne. »Så kan der ikke landes en ordentlig aftale, kan Moderaterne ikke afvise, at vi kan komme til at skulle kigge på soldaternes løn, som vi også så på blandt andet sygeplejerskernes,« siger Peter Have. Også Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech, mener, at politikerne bør forhandle om et lønløft til soldaterne, mens De Radikales Christian Friis Bach hellere vil tale om bedre uddannelsesmuligheder for konstabler. Du kan læse historien her. Dagens Pilestræde: Mette og løgnen I dag kan du lytte til tredje afsnit af Berlingskes podcastserie »Løgnen«. Serien undersøger, hvorfor vi lyver for hinanden, og hvad lyver vi om. I dagens særudgave af Pilestræde taler kronikredaktør Anne Sofie Allarp med »Mette«. Igennem hele Mettes liv har løgne og fortielser fået hverdagen til at glide og glansbilledet til at skinne. Men indvendigt smuldrede hun. Eller som hun siger: »Hun fortrængte sig selv.« Og det gjorde hun blandt andet med alkohol. Alkohol i meget store mængder. Lyt til dagens Pilestræde her. Fik du læst? Kærlighed | Giver du din partner den kolde skulder? Det kan være værre, end du tror. Parterapeut kommer med tre råd mod stilhed. Rusland | De hadede venstreorienterede og homoseksuelle i Vesten. Så flyttede de til Rusland med otte børn. Det var en dårlig idé. Kaffe | Vi danskere drikker virkelig meget kaffe. Men er det egentlig godt for os? Professor Lars Ove Dragsted har en række helt konkrete anbefalinger til, hvor meget og hvilken kaffe man bør indtage. Lige nu Myndighederne i Baltimore har i nat dansk tid oplyst, at seks personer formodes døde efter Francis Scott Key-broen kollapsede. Et nødsignal fra skibet fik myndighederne til at lukke broen for trafik, inden skibet ramte, men der var stadig håndværkere til stede på broen. De arbejdede med at fylde huller i vejen. To af dem blev reddet efter broens kollaps, mens seks altså regnes for døde. God dag! https://www.berlingske.dk/dagens-overblik/to-soldater-delte-deres-loensedler-nu-aabner-regeringsparti-for-at
Share on,